Historie

JESU HJERTE SOGNETS HISTORIE

Baggrunden for dannelsen af en katolsk menighed i Danmark efter kirkeomvæltningen – og dermed også i Randers – er grundlovens givelse i 1849, hvorved der gaves katolikkerne ret til fri religionsudøvelse.

I tiden forinden gjaldt Chr. V’s danske lov af 1683, ifølge hvilken katolikker skulle betragtes som forbrydere. Dennes 6. bogs 1. kapitel (om »Misgierninger«, herunder »om vildfarende lære, Guds bespottelse og trolddom«), gjorde »Papister« arveløse, og de måtte ikke få embeder i skole eller kirke, såfremt de havde gået i skole eller havde studeret på »jesuitiske steder«. Katolske gejstlige blev henrettet, såfremt de blev fundet i landet, og de, der gav dem husly eller mulighed for at holde gudstjeneste, blev straffet med samme bøder som de, der husede fredløse, blev idømt. Gesandter, og disses egne tjenere, som opholdt sig ved hoffet eller som residerede i landet, måtte dog udøve deres religion i deres hus, men prædiken skulle holdes på deres eget sprog.

Det første gesandtskabskapel var i øvrigt blevet oprettet allerede i 1640 i København. Disse kapeller, der gennem tiden var knyttet til det spanske, det franske og det østrigske gesandtskab, var forløbere for den Sct. Ansgars kirke i Bredgade i København, som nu er vort bispedømmes domkirke. De i disse kapeller holdte gudstjenester var meget besøgt af de i København i 1849 boende 500 katolikker.

Også uden for København, i Fredericia, var der mulighed for at opretholde forbindelsen med kirken, idet to jesuitter i 1686 havde fået Christian V’s tilladelse til at bosætte sig og virke som militærpræster for de derværende tyske hjælpetropper. I Fredericia var der i 1849 100 katolikker.

Selvom de spredtboende katolikker kunne rejse hen, hvor der boede præster, ændredes betingelserne som nævnt totalt i 1849 for de i Danmark da værende i alt 800 katolikker.

Danmark hørte dengang til »Det apostoliske Vikariat for Norden« under biskoppen af Osnabrück, Karl Anton Lüpke, og efter hans død, fra 1858 biskop dr. Paulus Melcher og efter denne igen fra 1866 biskop Johann Heinrich Beckmann. Disse bisper sørgede således for udnævnelsen af de prælater, som skulle forestå kirkens genopbyggelse i Danmark, nemlig Hermann Gnider og efter dennes død Johannes von Euch. Den førstnævnte førte Danmark frem til at blive et præfektur (1869) og den sidstnævnte til et apostolisk vikariat (1892), men vi skulle gennem Joseph Brems Episkopat (1922-38) helt op til biskop Theodor Suhrs tid (1938-65),

før Danmark i pinsen 1953 blevet selvstændigt bispedømme.

Selvom de katolikker, der boede i Randers, ved energiske skridt havde opnået at få besøg af en præst en gang om året, men kun for et meget kort besøg, var i dette en utilstrækkelig ordning. En af dem, der var mest ivrige for at ændre disse forhold, var den lige nævnte pastor Johannes von Euch, der havde høstet erfaringer gennem sit arbejde i København og Fredericia, og det er ham, der har betydet mest for dannelsen af sognet her i Randers.

Det var så heldigt, at han, nogle år før han kom her til landet, var huslærer på slottet Westheim for grev Joseph von Stolberg-Stolbergs børn, og her kom han i forbindelse med store kredse af det katolske Tysklands bedste mænd. Det var i øvrigt grev Stolberg, som i 1849 havde stiftet den hårdt tiltrægte Bonifaciusforening. Von Euch havde derfor let ved som sognepræst for Jyllands og Fyns samtligemkatolikker på en udenlandsrejse at skildre de jyske katolikkers meget vanskelige forhold i så levende farver, at en forening af westfalske, rhinske og schlesiske adelige -under forsæde af baronesse Pauline von Ketteler (en søster til grev Stolberg) skabte de økonomiske forudsætninger for et katolsk sogn i Randers.

En præsts gage i 5 år blev sikret med 400 thaler om året, og der blev ydet bidrag til den første indretning af et kapel m. v., og den 15. august 1867 var man så vidt, at kateketen og kapellanen ved Sct. Knuds skole og kirke i Fredericia, Klemens Franz Gormann, blev beskikket som præst for katolikkerne i og omkring Randers. Forinden han bosatte sig her, foretog han en større kollektrejse til Preussen, Hessen-Darmstadt, Bayeren og Østrig.

Ved sin ankomst til Randers fandt han kun 7 katolske familier, hvor i øvrigt kun enten faderen eller moderen var katolik. I den første tid boede han hos en af disse familier, en irsk ingeniør, O’Connor, der for et engelsk selskab ledede anlægget af jernbanen og senere blev hovedkasserer på »Scandia«. Den første messe (messe og prædiken) blev læst i dennes villa på Kristrupvej – efter førnævnte biskop Beckmanns ønske på ærkeengelen Michaels fest, den 29. september 1867 (»Mikkelsdag«).

I løbet af kort tid fik pastor Gormann lejet det halve af føstesalen i bagbygningen i malermester Hansteds gård, Østergade 185B, nu Østergade 15, matr. nr. 841 Randers købstads bygrunde, hvis tre små værelser blev omdannet til et provisorisk kapel og beboelse. Stifterne af sognet havde bestemt, at det skulle indvies »til ære for Jesu allerhelligste hjerte« og kapellet fik derfor i daglig tale navnet: »Vor Frelsers Kapel«. På den første side i vor første annunciandabog

står skrevet: »Proclamationsbog for Vor Frelsers kirke i Randers 1867 (29. sept.)«. Bogen er dog først påbegyndt ført 1. søndag i advent 1867, nemlig ved dette foreløbige kapels ibrugtagen.

Den lille menighed var uvant med de ændrede forhold og måtte derfor vejledes. Af den ovennævnte publicandabog fremgår, at det på Sct. Stefansdag 1867 blandt de almindelige meddelelser om tidspunktet for skriftemål (fra kl. 15-22) blev sagt: »Man går i kapellet og forbereder sig, og går derefter til skriftestolen i det første værelse til højre og ringer på skriftefaderen«. Den samme vejledning gives palmesøndag 1868 med tilføjelse, at man, såfremt man ønskede lys til at bede ved, skulle udbede sig samme i portværelset. Om palmegrenenes brug blev sagt: »De indviede palmegrene bør opbevares i hjemmet med al ærefrygt, da indviede ting kun tjener til vort åndelige velfærd. Også det andet Guds bud befaler bestemt at helligholde Guds navn og alt, hvad Gud helliger i sin kirke med velsignelse og bøn. Næste år, når man får nye palmer, opbrændes de gamle«.

Pastor Gormanns søgen efter en ejendom, der egnede sig til varig brug for kirken, fortsattes af hans efterfølger, Conrad Freund (1869-7’3) og resulterede i, at man den 18. oktober 1870 efter mange forhandlinger kunne erhverve kirkens nuværende grund, Thorsgade 20-22 (den gang kaldet Ladegaardsgade), matr. nr. 815 Randers købstads bygrunde for 10983 rigsbank daler, der udbetaltes ved biskoppen af Osnabrück. Kapellet blev samme dag overført till. sal mod gaden i vor tidligere skolebygning, Thorsgade 20, og den første messe blev læst her dagen efter, onsdag den 19. oktober 1870. Præsten flyttede ikke med, idet han fortsat boede til leje, men nu i ejendommen Thorsgade 16 (matr. nr. 819).

Det yderst beskedne antal katolikker ved sognets grundlæggelse var i løbet af to år vokset til omtrent 70. Forøgelsen skyldtes især konversioner (47).

Pater Herman Schleper, medlem af jesuitterordenen og en af de præster, vi kan takke Bismarcks »Kulturkamp« for, var sognepræst her fra 1873 til 1877 og forberedte opførelsen af den kirke, som vi har i dag.

For at skaffe de fornødne midler hertil, havde præfekt Griider rettet henvendelse til direktionen for Xaveriusforeningen i Paris og Lyon, bestyrelsen for Bonifaciusforeningen i Paderborn og for den bayerske Ludwigs-missionsforening i Münster.

Man indhentede dernæst i 1877 hos arkitekt Sophus Petersen i Århus et overslag over omkostningerne ved opførelsen af en kirke. Det kom til at lyde på 20.800 kr., og opførelsen blev påbegyndt, idet murerarbejdet blev overladt murermester Munch og tømrerarbejdet tømrermester Harboe. Inklusive præsteboligen blevopførelsessummen 40.000 kr.

I løbet af 1876 var pater Schleper og pastor Heiden flyttet ind i den da allerede færdige præstegård og den 28. oktober 1877 kl. 15 blev klokkerne til den nye kirke indviet af præfekt Griider, nemlig den store klokke, »Sct. Ansgar«, som tidligere havde hængt i Thorshavn, og to mindre klokker, som præfekten havde ladet støbe i København.

Da hele byggesagen, hvad økonomien angår, længe stod ret uafklaret, opgav man på forhånd tanken om at lade biskoppen af Osnabriick foretage en egentlig konsekration af kirken, idet der hertil blandt andet kræves, at kirken er gældfri, og at en opmuring af alteret foretages.

I stedet herfor havde dr. Niehaus, der på dette tidspunkt var sognepræst (1877- 1887) indbudt pastor von Euch til at foretage den mere almindeligt anvendte kirkeindvielse, som fandt sted passionssøndag den 30. marts 1879, kl. 10, med højmesse og prædiken, efter at der kl. 7 og kl. 8 var læst messe i kapellet. I samme forbindelse holdt pater Zurstrassen på indvielsesdagen og de følgende 7 dage kl. 20 en række såkaldte missionsprædikener.

På Jesu hjerte fest, den 22. juni 1879 kl. 18, blev en korsvej indviet under en gudstjeneste med prædiken og te deum.

Af kirkens nuværende inventar er følgende fra denne tid: Prædikestolen, døbefonten, skriftestolen, kommunionsbænken, alt udskåret i egetræ af kunstsnedker Miehle i Münster, samt krucifixet over højalteret. Enkelte ting (de halve bænke, der er så såmen nederst i kirken samt klingpungen) er endnu ældre og stammer fra det tidligere kapel.

Det er naturligt her at nævne de personer, der gjorde det muligt at grundlægge sognet og få år efter at rejse kirken med præstebolig. Navnene, som pastor Gormann har optegnet i en af ham ført kortfattet dagbog, er følgende:

Pastor Joh. von Euch, friherreinde Pauline von Ketteler, grev Galen, grev Droste til Drefeld, grev Spee, grevinde Bochholz-Asseburg, grevinderne Rabiano og Loë, baron Brüelen, kejserinde Caroline af Østrig-Ungarn, kong Johan af Sachsen, grev i Ludvig Paus, dr. Paulus Melchers, ærkebiskop af Køln, kardinal Georg Haulik, ærkebiskop af Agram, kardinal Frederik Schwartzenberg, fyrste og ærkebiskop af Prag, kardinal Othmar v. Rauscher, ærkebiskop af Wien, Adalbert v. Kis Appony, ærkebiskop af Erlau, Ludwig, ærkebiskop af Kalocha, ærkebiskop Hermann von Vicari, hovedkasserer O’Connor, friherreinde Maria Nagel-Doornik, grev Stolberg, grev Marveldt, Gregor von Schess, ærkebiskop af Miinchen, som præsident for Ludwigs missions-foreningen, Johannes Bossmann, viebiskop af Münster, som præsident for den ferdinandeiske stiftelse, dr. Georg Anton von Stahl, biskop af Würtzburg, pastor Nicola,

Neumegen, kapellan Josef Koren, kapellan ved Kevelaer, en dame på Sct. Mauritz ved Miinster, dr. H. Pauly, Monthoie, som samlede 800 rigsdaler ved pave Pius IX’s 50 års præstejubilæum, og, som pastor Gormann slutter opregningen: »mange flere, hvis navne Gud kender, og hvilke han vil belønne på gengældelsens dag«.

Missionsstiftelsen Ferdinandea i Münster optrådte i mange år som bidragyder på kirkens årsregnskab.

I knapt 12 år efter, at den første daglige messe blev læst her i byen, stod kirken således rejst. Heraf at slutte, at der kun mødte kirken venlighed og hjælpsomhed, ville være forkert, idet, som pastor Gormann anfører: »både vedkommende og uvedkommende søgte at hindre missionens fundation og fremgang«.

Den første modgang kom frem som følge af pastor Gormanns annonce i Amtsavisen den 6. januar 1868, hvori meddeltes, at skolen påbegyndtes; der var i øvrigt på det tidspunkt over 30 privatskoler i Randers. Den næste dag indeholdt avisen et anonymt indlæg, hvori det udtales, at »der er noget fordægtigt ved foretagendet, der lugter af propaganda«.

Dette og et andet lignende indlæg samt et offentligt foredrag, rettet imod den katolske religion, af en af oplandets lutherske præster, Christiani, gav anledning til en meningsudveksling – herunder et af pastor Pontoppidan holdt foredrag, som indeholdt en imødegåelse af det førstnævnte foredrag. Hele denne polemik ophørte meget snart, og pastor Christiani indbød et par gange pastor Gormann med stor venlighed og gæstfrihed til sit hjem.

To andre vanskeligheder måtte overvindes: skolekommissionens holdning i anledning af, at et barn af ikke katolske forældre blev indmeldt i skolen. Pastor Gormann måtte indgive en klage til undervisningsministeriet – først da fik skolen arbejdsro og blev derefter mødt med megen høflighed. Den anden vanskelighed meldte sig i forbindelse med statsanerkendelsen af pastor Gormann, den første katolske præst i Randers. Myndighedernes holdning kan nok bedst karakteriseres med pastor Gormanns egne ord: »Under hele denne korrespondance må magistratens høflighed og forekommenhed vistnok meget påskønnes, men for Rosenørns venlighed savner jeg beviser«. Borgmester var den gang etatsråd Fischer, stillingen som byfoged beklædtes af Eberlin, og Rosenørn var amtmand. Statsanerkendelsen kom i stand under pastor Gormanns efterfølger, pastor Conrad Freund.

I 1881 havde Randers, antagelig for første gang siden reformationen, besøg af en biskop, nemlig Mermillod, Genf, der på samme rejse indviede kirken i Århus. Af anden festlighed kan nævnes, at dr. Niehaus fejrede sit 25 års præstejubilæum her i byen i 1884. Der læstes da levitmesse, den første i Randers, og von Euch, der nu var udnævnt til præfekt, holdt festprædikenen. Til stede var mange præster, alle kendte af det tidligere slægtsled: Kerff, Heiden, Schmitt, Slump og Johansen.

Inden dr. Niehaus i 1887 rejste tilbage til bispedømmet Osnabriick, fik han i 1885 anvist et stykke jord i den sydøstlige del af den da nyanlagte afdeling af østre kirkegård til benyttelse for den katolske menighed. Der var blandt andet den klausul knyttet hertil, at der ikke måtte foretages processioner med katolske ceremonier uden for den menigheden indrømmede del af kirkegården. Samme år firmede præfekt von Euch i Randers.

Pastor Niehaus, der var meget pædagogisk interesseret -han havde således grundlagt Sct. Knuds skole i Stenosgade i København, som dog ret hurtigt blev overtaget af jesuitterne – var også blandt vore ikke katolske medborgere kendt som en stor prædikant.

Efter pastor Niehaus kom pastor Helmke (1887-1901), som var fortrolig med forholdene fra sin tid som kapellan i Randers 1877-78 og 1882-87.

En af de største kirkelige fester, der holdtes i denne periode, var 700 årsdagen for Sct. Kjelds skrinlæggelse den 11. juli 1189. Pastor Helmke havde gennem ugebladet indbudt til deltagelse heri, og mange, med præfekt von Euch i spidsen, imødekom ind’bydelsen bl. a. patres Lohmann, Schmitt og Evers (Arhus), Kerff (Horsens), Heiden (Fredericia), Storp (Kolding), og van Geyr og Johansen (København).

Første gang siden 1536 læstes igen en pontificalmesse i Randers, idet von Euch assisteredes af præsterne Kerff, van Geyr, Osterhammel og Johansen. Der blev sunget en tostemmig messe af Haller under ledelse af pater Schmitt. Pastor Lohmann holdt prædikenen under messen og pastor Johansen ved festandagten.

Dagen efter tog en del af de forsamlede til Viborg for specielt at opsøge dom. kirkens krypt. Samme år blev 33 firmede af von Euch.

Til afløsning af det hidtidige harmonium, der allerede havde været benyttet på Færøerne og efterhånden var blevet aldeles kassabelt, skænkede pastor Helmke og fabrikant Melchiors i 1890 kirken et orgel, som først i 1944 blev forsynet med en elektrisk motor.

I 1892 fejredes kirkens 25 års jubilæum ved afholdelse af en »mission« ved pastor van Geyr, og to år efter firmedes 55 af biskop von Euch under stor opmærksomhed fra byens blade, der benyttede lejligheden til at fremkomme med nogle principielle bemærkninger. To rækker foredrag i 1896 om de kristnes genforening i troen ved fhv. pastor M. C. Jensen, blev ligeledes refereret fyldigt. Samme år dekoreredes kirken af den af alle ældre randrusianere kendte malermester Trunderup, og Sct. Josephs søstrene skænkede kirken en kopi af Jesu Hjerte statuen fra Montmartre i Paris.

Præsterne i Randers havde et stort arbejdsfelt, idet der efterhånden var bosat mange katolikker i Nordjylland, hvilket medførte mange rejser. I 1895 påpegedes nødvendigheden af en kirke i Aalborg og en i Thisted, og i 1898 var pastor Helmke kommet så langt, at han kunne købe en grund i Aalborg og leje et lokale

i Viborg, hvor der kunne læses messe. Den egentlige indvielse af kapellet i Viborg, Sct. Kjelds kapel, fandt sted i februar 1898. Altertavlen var lavet af snedkermester Jensen, Randers. Samme år kom biskoppen til Randers og Viborg for at meddele firmelsen til 40 her i byen, ved hvilken lejlighed pater Giinther fra Århus prædikede.

I vinteren 1898-99 opholdt to kamilianerpatres, Tembories og Ikenmeyer, sig her i Randers for at lære dansk med oprettelse af sognet i Aalborg for øje.

I pastor Helmkes tid påbegyndtes en Vincentsforening, og kapellanen, pastor Osterhammel, der blev præsident efter et års forløb, fik startet et lånebibliotek, hvilket havde betydning i en tid, hvor det offentlige biblioteksvæsen ikke var så udviklet som nu.

Pastor Helmke blev efter 20 års arbejde i Randers i 1901 afløst af pastor Max M. Osterhammel, der havde virket både i Island og i Københavns nye distrikt på Amager.

Pastor Osterhammels virke blev en fortsat stræben efter at udvide og højne menighedens forhold både i religiøs og i liturgisk henseende. Han var fra første færd klar over, at kirkerummet trængte til en gennemgribende ændring, og allerede i 1910 påbegyndtes indsamlingen af midler hertil. 38 år efter sin tiltrædelse som sognepræst kunne han i 1939 aflevere kirken som nyskabt – og i gældfri stand – til sin efterfølger. Det væsentligste ved fornyelsen var en omfattende al frescodekoration af malerinden Birgitte West, udskiftning af de mere almindelige jernvinduer med blyindfattede katedralglasvinduer samt en den 23. marts 1931 opsat

ny korsvej. Sognepræsten i Århus, pater Joseph Koch, indviede den 25. samme måned denne korsvej, der er malet på mahogni-krydsfiner af kunstmaler M. Emonds-Alt, Aachen, og omgivet af udskårne egetræs rammer, tegnet af samme kunstner.

Af mere praktiske ting kan nævnes, at der i pastor Osterhammels tid blev indlagt vand og installeret toilet i præstegården samt centralvarme i præstegård og kirke, senere udskiftet med fjernvarme. Endelig fik pastor Osterhammel samlet tilstrækkelig mange penge sammen til, at hans efterfølger i forbindelse med en erstatningssum for arealafståelse til en gadeudvidelse kunne lade mllrstensmuren ud mod Thorsgade opføre til afløsning af et efterhånden skrøbeligt plankeværk.

Ved forhandling opnåede pastor Osterhammel at få udlagt en del af den da nye nordre kirkegård som særskilt katolsk afdeling, i hvis midte han selv kom til at hvile under et af billedhugger J. Windfeld-Schmidt skåret trækrucifix, bekostet af hans søster og mangeårige husbestyrerinde, frk. Mary Osterhammel.

I de mange år, han var sognepræst, måtte der nødvendigvis blive nogle jubilæer at fejre: i 1912 25-års præstejubilæum, ved hvilken lejlighed pater Schmid holdt en »mission«, i 1917 menighedens 50-års jubilæum, i 1926 pastor Osterhammels 25-års jubilæum som sognepræst, og i 1927 hans 40-års præstejubilæum, i 1936 hans 75-års fødselsdag og i 1937 hans 50-års præstejubilæum, hvor bl. a. biskop Brems var kommet til stede for at fejre sin gamle lærer i dansk. Disse jubilæer var alle anledning til festligheder med stor deltagelse udefra, og da efterhånden kun få nulevende har kendt pastor Osterhammel, skal blot som karakteristik af ham anføres, at hans i øvrigt gode ven, pastor Johs. Frederiksen i Silkeborg, i en artikel i ugebladet ved hans 25-års præstejubilæum kaldte ham: Ridderen af den korrekte form. De havde begge gået på kollegiet i Ordrup, begge uddannet i Rom, været præster i Island samtidigt o. s. v.

Randers havde i pastor Osterhammels tid besøg af kirkefyrster som kardinal van Rossum og biskop van Diepen. At så høje prælater kommer til Danmark er i sig selv en sjældenhed, at præstegården i Randers skulle ophøjes til kardinal. residens, forstår man derfor måtte medføre noget hovedbrud og udnyttelse af arrangementstalentet hos dens naturligvis beærede beboere.

I 1939, den 3. september, indsatte pastor Osterhammel på biskop Suhrs vegne sin efterfølger, pastor Niels Th. Hansen, i embedet som sognepræst, og der blev den 25. september holdt en afskedsfest på Skydepavillonen – men allerede natten til den 11. oktober døde pastor Osterhammel på Sct. Josephs Hospital, 78 år gammel, efter 48 års gerning i Randers.

Biskoppen og 17 præster hædrede ham ved at møde op til begravelsen og ved til fods efter requiemmessen i kirken sammen med menigheden at følge ham til kirkegården. Biskoppen foretog absolutionen ved båren, og monsignore J. Olrik talte over den afdøde.

Pastor Niels Hansen holdt sin tiltrædelsesprædiken søndag den 17. september 1939.

Hver har sin egen arbejdsmåde – alt efter anlæg og temperament.

Overlærer Holger Krusenstjerna Hafstrøm, som boede i Randers i en årrække, skrev ved pastor Osterhammels død: »Nogle bebrejdede ham, at han ikke gjorde noget »ungdomsarbejde«. Ah, hvor jeg forstod ham. For

den gamle mand var den halve eller hele snes år, der skiller de unge fra de ældre, af ringe i betydning. Vi var simpelthen alle hans børn, og hans »ungdomsarbejde« gjaldt os alle. Som børn kom vi til ham.«

Pastor Niels Hansen, der mødte med erfaringer fra opbygningen af kirke og 161 menighed i Hvidovre, havde også sin arbejdsmetode, som han gennemførte med fuld og energi.

Et sogneblad påbegyndtes udsendt, og i dettes første nummer, november måned 1939, indkaldtes der til et orienterende møde om mariakongregationerne søndag den 12. november; mødet resulterede i oprettelsen af »Fredens Oronning« (for damerne) og »Stella maris« (for herrerne). Trods de vanskelige forhold under besættelsen afholdtes menighedsfester og julefester, et kirkekor blev startet, det gamle plankeværk mod Thorsgade blev erstattet med en rødstensmur, og et badeværelse blev indrettet i præsteboligens stueetage. Køb af en ny kedel til opvarmning af kirke og præstebolig blev nødvendig, og i foråret 1941 oprettedes 22 Sct. Knuds Gilder med frk. Agnes Jensen (senere Sr. Maria) som kasserer. Endvidere kan nævnes, at Monsignore J. Olrik den 14. marts 1941 holdt et offentligt foredrag i Håndværkerforeningen om linklædet i Turin; sammesteds fejredes den 7. maj 1942 pave Pius XII’s 25-års jubilæum som biskop, og den 29. september 1942 menighedens 75-års jubilæum.

Pastor Johannes Hillebrand, der var indlagt som patient på Sct. Josephs Hospital, døde her den 22. januar 1941, 59 år gammel, og blev begravet på Silkeborg kirkegård.

Efter at biskoppen fra 1. december 1949 havde kaldt pastor Niels Hansen til København som sognepræst for Sct. Mariæ sogn på Frederiksberg, holdt menigheden en afskedsfest for ham på Højskolehotellet lørdag den 26. november, og søndag den 4. december indsatte pater Joseph Koch, Århus, pastor E. G. Boekenoogen som hans efterfølger.

Den af pastor Niels Hansen i sin tid »medbragte« sakristan, Olaf Francisco Schønau Langli, forblev her og virkede nidkært i sin gerning indtil han, 54 år gammel, under en skoleudflugt til Rebild Bakker den 10. juni 1952, døde af et hjerteslag. Han ligger begravet på Nordre kirkegårds katolske afdeling.

I pastor Boekenoogens periode begyndte ude omkring trangen til en forenkling af kirkernes udstyr at bryde frem – og i samme forbindelse kan man ikke undlade at bemærke, at arkitektonisk interesserede, der kritiserer vore ældre kirkebygninger og disses inventar, skal huske på, at den katolske kirkes genopbygning i Danmark efter religionsfrihedens indførelse i 1849 er faldet i den stilistisk uheldige periode fra slutningen af det 19. århundrede til begyndelsen af det 20. århundrede. Her i Randers gav »udrensningen« til resultat, at hovedalteret lige inden julen 1958 blev erstattet med et af pastor Boekenoogen bekostet nyt alter, der anbragtes et trin højere end det gamle. Ligeledes blev Maria-alteret nedtaget, og de tre bronzelysekroner udskiftedes med en meget enkel loftsbelysning. En ny evighedslampe var forinden blevet skænket af et medlem af menigheden, og et andet havde givet den af pater Vervoort tegnede og på det gamle Maria-alters plads opstillede stage til votivlys. Der gaves kommunen tilladelse til at opføre en transformer på kirkens grund, og samtidig opførtes en garage. Endvidere erhvervedes i 1953 ejendommen Udbyhøjvej 26 til skolen.

På det åndelige område forberedte pastor Bokenoogen med sit vidsyn menigheden på en nyorientering i kirkens hele liv og lettede derved overgangen til vor tid, hvor vi trinvis søger at bringe konciliets tanker og bestemmelser til virkeliggørelse.

Det var med sorg, vi i 1963 fik meddelelse om pastor Boekenoogens forflyttelse. Denne skete i forbindelse med en omlægning af arbejdet i de nørrejydske sogne. Jesu hjerte sogn i Randers overgik til Oblatfædrenes orden, og samtidig med at pastor Boekenoogen blev udnævnt til rektor for Sct. Hedvigsøstrene i

Åbenrå – og nogen tid derefter til sognepræst i Haderslev – beskikkede biskop Suhr den 24. oktober 1963 pastor Karl Bernhard Smeenk til sognepræst her. Dette medførte, at vi en tid havde indtil 4 præster her i byen, nemlig – foruden sognepræsten – pastor Olaf Magnussen, der havde været her fra 17. december 1954 og forblev her indtil den 19. juni 1966, pastor Finn Lynge, der i øvrigt læste den sidste stille messe på latin her i Randers, og pastor Terens Figel. I denne periode var det derfor nemt at opretholde traditionen fra pastor Boekenoogens tid med aftenmesser, der efter en vis tilpasningsperiode havde fundet stor tilslutning.

Bygningsmæssigt forbedredes præstegården ved indretning af et badeværelse med toilet på 1. sal, og en del af haven blev udlejet til Randers amtsråd til brug som parkeringsplads, men da den videre planlægning af bispedømmets forhold snart gjorde det klart, at oblatfædrenes virksomhed skulle forlægges til Viborg og vest derfor, undlod pastor Smeenk at fremkomme med forslag, der måtte skønnes at række ind i hans efterfølgers funktionstid.

Det kan dog lige nævnes, at pastor Boekenoogen i sin tid havde fået den gamle gymnastiksal i præstegården delt i to rum, hvoraf det inderste blev indrettet som skabsværelse til opbevaring af paramenter o. lign., og at pastor Smeenk nåede at få det forreste værelse indrettet som taleværelse.

Pastor Smeenk var således kun ret kort tid i Randers, og det var med beklagelse, vi i 1966 så ham flytte til Viborg, som nu skulle nyde godt af hans initiativrige virksomhed også på ungdomsarbejdets område. Han afløstes af pastor Wolfgang Hinrichsen, som biskop Hans Martensen udnævnte ved kaldsbrev af 7. marts 1966.

En ændring, som fandt sted i pastor Smeenks tid, må tillige nævnes. I 45 år var pater Fr. Bender fra Kamillianernes Orden i Ålborg kommet til Randers, normalt den anden søndag i hver måned, for de polske menighedsmedlemmers skyld. Det var oprindelig nødvendigt af hensyn til skriftemål – men også opmuntrende for de polsktalende at høre en prædiken på polsk. Men da de ældste polakker efterhånden havde fået dansk indfødsret og var dansktalende, og da anden og tredje generation i enhver henseende var danske, ophørte pater Bender – allerede efter drøftelser mellem ham og pastor Boekenoogen i december 1963 med at komme til Randers, og i et kort brev i sognebladet (22. årgang nr. 10) for december måned 1963 tog han afsked med »mine kære gamle polakker i Randers«. Det var dog ikke alene de oprindeligt polsktalende, der nød godt af hans månedlige besøg. Hans messe kl. 11 var altid meget søgt, og skriftestolen var belejret i lang tid før messen.

Det var således hele menigheden, der havde grund til at sige ham tak for tro fasthed igennem de mange år, hvor han uanset vejr og vind på fastende hjerte kom kørende fra Ålborg. – Najswietsze serce ]ezusowe! Zmiluj sie nad nami!

Da pastor Olaf Magnussen, som anført, var her som andenpræst i så lang en årrække og i denne virkede på flere særlige områder, måtte også hans forflyttelse til Åkirkeby dybt beklages. I selve det almene sognearbejde var det specielt hans prædikener og hans omsorg ved regelmæssigt at bringe kommunionen hjem til de syge og til de gamle, der vil mindes. Desuden havde han i flere år religionsundervisningen af de katolske elever, der gik på andre skoler end Sct. Michaels. Ved hans bortrejse mistede skolen også en dygtig og interesseret fysiklærer.

Da sognearbejdet nu og indtil videre skal bestrides af sognepræsten uden nogen gejstlig medhjælp, er pastor Hinrichsen gået ind til et altomfattende arbejde, hvor til vi ønsker ham alt mulig held og lykke.

I forbindelse med jubilæet vil kirken blive restaureret og en ændring af koret foretaget i overensstemmelse med de nye liturgiske forskrifter. Blandt andet flyttes alteret frem således, at præsten kan læse messen vendt mod menigheden.